Frugttræer og bærbuske

Sætter du pris på friskplukkede æbler, pærer og solbær, kan du med fordel plante frugttræer og bærbuske i haven.

Ud over afgrøder som grøntsager og krydderurter, er der også mange frugter og bær, som du kan nyde godt af. Så har du muligheden, kan du overveje at plante træer og buske, der giver en helt anden stemning og variation i haven.

Generelt klarer frugttræer og bærbuske sig fint naturligt i haven uden det helt store arbejde, og de er med til at tiltrække en masse fugle og insekter.

Har du ikke den store plads, kan du tage krukker eller højbede i brug. Her skal du blot være opmærksom på, at det kræver lidt mere pleje, vanding og beskæring at holde dem.

Forskellige bærbuske

Plantning og pasning


Planter du frugttræer og bærbuske, skal du være opmærksom på, at de på sigt kan komme til at fylde meget. Derfor bør du sætte dig ind i, hvor meget plads netop de varianter, du vælger, kræver af plads, lys mv., så du sikrer, at de plantes det mest optimale sted i haven og dermed på deres blivende sted. Således kan du også undgå at evt. frugttræer kommer til at skygge uhensigtsmæssigt, når de har vokset sig store.

Frugttræer og bærbuske kan generelt plantes det meste af året, men i løbet af foråret og efteråret (hvor der ikke er frost) er dog at foretrække. Uanset skal du være meget opmærksom på, at de ikke må tørre ud, hvorfor det er vigtigt at have fokus på grundig vanding samt evt. støtte til træer, hvis de står et sted, hvor der er risiko for meget blæst. Bærbuske trives bedst i velnæret jord (vær obs på, om de skal plantes i muld eller evt. surbundsjord for blåbær). Tilfør gerne gødning nogle gange i løbet af sæsonen og vand i meget tørre perioder.

Modne pærer, der hænger på træet stadig

Bestøvning og biodiversitet

 
Når du vælger frugttræer og bærbuske, skal du være opmærksom på, om det er selvbestøvende sorter, eller om de skal bestøves for at give afgrøder. Bestøvning betyder, at pollen/blomsterstøv skal overføres fra en hanblomst til befrugtning af en hunblomst for at der sættes frugt og bær. Skal de bestøves, kan det ske enten via andet træ/busk (skal være samme slags, men anden sort), hvor vinden bærer pollen med sig, eller du kan lade insekter klare opgaven.

Du kan gøre meget for at tiltrække insekter med et rigt blomster- og planteliv i haven og dermed styrke biodiversiteten ved at have mange forskellige dyre- og plantearter. Du kan fx undlade at rydde haven helt for ”rod” som blade, sten og andet kvas, som insekterne kan gemme sig i og under, og samtidig lade nogle mælkebøtter blive stående, så de kan tiltrække bier og andre insekter, der kan hjælpe med at bære pollen rundt.

Grafik af blomster

Beskæring


Beskæring af havens træer og buske er ofte ikke nødvendig, men vi gør det af forskellige grunde som fx at fjerne beskadigede/syge grene, foryngelse – så der dannes nye skud og flere afgrøder, og hvis de efterhånden er blevet for store. Nyplantede træer og buske bør dog generelt ikke beskæres de første års tid, så de har mulighed for at etablere sig.

Overordnet set er beskæring af dine etablerede frugttræer bedst hen over sommeren (juli/august), hvor vejret er tørt, og hvor træet heler bedst og er i aktivitet. Ved kraftig beskæring og især i vinterhalvåret kan du risikere, at træet reagerer kraftigt ved at danne vanris, hvor du har beskåret det. Vanris er en masse skud, der ikke giver frugt, men som træet bruger unødig energi på, og som derfor hurtigt bør fjernes.

Lav altid en plan for beskæring af dine frugttræer, så du er helt sikker på hvilke grene og hvor meget (maks. en tredjedel), du ønsker at fjerne. Således har du også et overblik over, hvordan du får mest lys og luft ned gennem hele træet.

   

Dine bærbuske kan generelt beskæres to gange om året. En mindre beskæring kan foretages i foråret, men umiddelbart er det bedre at foretage en tilbagebeskæring i efteråret, når du plukker bærrene, ved at klippe nogle af de ældste grene (ca. tre år) af lige over jorden.

NB! Nogle træer og buske kræver speciel pasning/beskæring, så det er altid en god idé at undersøge netop de træer og buske, du har i haven, så du sikrer den rette pleje.

I vores film ”Beskæring i haven” kan du få flere tips og tricks til bl.a. at save grene af og til at bruge rene og skarpe værktøjer for at sikre sunde snit.