Sådan bruger du rullespartel

Hvis du ønsker at se videoen, skal du acceptere Marketing Cookies

3-2-1-fix!

Du kan sagtens selv fuldspartle en væg med rullespartel. Se filmen eller læs guiden og bliv klogere på processen, så du kan komme i mål med et flot resultat. Du kan også bruge materialelisten, så du har alt, hvad du skal bruge, når du går i gang.

Se også filmen sådan spartler du samlinger i gipsvæggen.

Færdigspartlet væg

1: Påfør rullespartelmassen

Start med at røre godt rundt i rullespartelmassen med en træpind, så den er nemmere at arbejde med. Til at rullespartle skal du bruge en malerrulle med lang luv. Når du bruger nye malerruller, kan det tage nogle ture, før spartelmassen hænger ordentlig ved. Et godt tip er at fugte malerrullen med vand ved opstart – så hænger massen bedre ved.

Når du påfører rullespartlen på overfladen, er det vigtigt, at du går hurtigt fremad, da spartelmassen tørrer hurtigt. Vælg et overskueligt område at arbejde på ad gangen. For at gøre arbejdet lettere, kan du bruge et forlængerskaft til rullen.

 

Guiden fortsætter længere nede.

Rullespartel påføres væg

Rullespartel påføres væg

2: Brug en bredspartel

Når du har påført spartelmassen, er det tid til at finde din bredspartel frem. Kør i lange bevægelser for at udglatte spartelmassen. Smid ikke den overskydende spartelmasse tilbage i spanden, da der kan være snavs i, som giver klumper og ujævnheder på væggen.

Når du skal spartle i hjørner, er det en god idé at tage lidt mere spartelmasse på rullen, da det er svært at komme helt ind i hjørnet. Glat overfladen så meget ud, som du kan, og fortsæt i resten af rummet med samme fremgangsmåde.

Rullespartel fordeles med bredspartel

Rullespartel fordeles med bredspartel

3: Slibning

Du skal ikke være bekymret over små streger og ujævnheder, da disse kan slibes væk.

Når spartelmassen er tør, kan du slibe overfladen for at udglatte ujævnheder. Det nemmeste er at bruge slibebræt med forlængerskaft til slibning af de store overflader. Brug sandpapir i korn 120. Til hjørner eller andre svære områder, kan du bruge en slibeklods. Husk altid at bruge en maske, så du ikke indånder det støv, der kommer fra slibningen. Børst herefter så meget støv som muligt af væggen.

Slibning af tør væg

Slibning af tør væg

4: Påfør forankringsgrunder

Efter du har børstet støvet af væggen, skal du bruge en forankringsgrunder. Forankringsgrunderen hjælper med at binde det resterende fine støv til overfladen og gør den klar til filt eller maling. Det er vigtigt, at du bruger forankringsgrunder, da en væg, der ikke har fået grunder, alt for hurtigt vil suge væsken ud af den vævklæber eller maling, du skal bruge efterfølgende.

Fordel forankringsgrunderen på overfladen, og kør i lange bevægelser. Det er ikke nødvendigt at lave perfekte eller pæne baner - du skal blot sikre dig, at hele overfladen er godt dækket. Lad forankringsgrunderen tørre i den anviste tid. Nu er din væg klargjort til filt eller maling.


Så er det fixet.


Se også filmen sådan sætter du glasfilt op.

Påføring af forankringsgrunder

Påføring af forankringsgrunder

Se flere fix det selv-film