Sådan opsætter du et listeloft
3-2-1-fix!
Vælger du at sætte et listeloft op, kan du her i videoen se, hvordan du gør, eller følge guiden trin for trin.
Tip! Dine profilbrædder skal vende i samme retning som husets længderetning.
Se også filmene sådan sætter du dampspærre op og sådan sætter du skyggelister op.
Materialeliste
- Profilbrædder (rustikbrædder)
- Sav – Kan være en stiksav, kapsav ved mange lister og endeligt en fukssvans ved få lister
- Vinkel (hvis du vælger at bruge en stiksav eller fukssvans)
- Sømpistol
- Høreværn og beskyttelsesbriller
- Handsker
- Hobbykniv
1: Opmåling
Start med at måle op og vær opmærksom på at starte og slutte med et bræt i samme bredde, så du ikke starter med et helt bræt og risikerer at ende med et meget smalt bræt i den anden ende. Det er det pæneste og letteste i forhold til skyggelisten, der skal på til sidst.
Når brædderne måles og afmærkes i længden, så sæt gerne et kryds på den side af stregen, der skal saves af. Der forsvinder nemlig den smule, der svarer til savklingen, når der saves, så bevarer du din blyantsstreg, passer brættet til din opmåling.
Arbejd med bagsiden op på brættet for at opnå det bedste resultat, så det flossede snit fra klingen på stiksaven kommer på bagsiden af brættet.
2: Montering af det første bræt
Der skal være lidt afstand til væggen hele vejen rundt. Brug evt. tommestokken hertil. Sæt det første bræt op, og sæt gerne et søm helt inde ved væggen på det første bræt, så det sidder helt fast, inden de næste sættes op.
3: Montering af resten af loftet
Efter den første række brædder er på plads, fortsætter du blot med de næste rækker, indtil hele loftet er dækket til.
Når den sidste række skal op, er der to muligheder. Enten kan du vente med de to sidste brædder og lige skubbe dem sammen, inden du sætter dem på plads samlet. En anden mulighed er at fjerne den øverste notgang på det sidste bræt inden montering.
4: Afskær overskydende dampspærre
Til sidst skal den dampspærre, der stikker ned, skæres væk.
Så er det fixet.