Sådan reparerer du fuger i murværket
3-2-1-fix!
I denne video kan du se, hvordan man reparerer fugerne i sit murværk eller følg guiden trin for trin. Det vigtige med fugerne er, at de ikke er porøse, og at de er intakte i overfladen. Så er der et problem med fugerne, er det relativt nemt at få øje på, hvis der er huller hist og her, men det kan repareres på forskellige måder.
Materialeliste
- Cement & mørtel
- Vinkelsliber og fugefræser - større opgaver
- Hammer og mejsel - mindre opgaver
- Bræt med et søm - helt små opgaver
- Smal fugeske
- Glittebræt
- Handsker
- Sikkerhedsbriller
1: Fjern løst mørtel
Først skal alt løst mørtel fjernes, og det kan gøres på forskellige måder. Alt efter opgavens størrelse kan du bruge en hammer og mejsel til mindre opgaver, en vinkelsliber med fugefræser er god ved større opgaver og en helt lavteknologisk løsning er et bræt med søm til at kradse ud.
Det, der er vigtigt, er dybden. Man skal minimum 30 mm ind, da fugen skal have en vis tykkelse for at kunne blive stabil. En ny mørtel hænger fast i murstenene og ikke i den gamle mørtel, så det er vigtigt at rense godt af. Sidder der evt. noget træ i fugen, er det vigtigt at fjerne det, da fugen ikke kan hænge fast i dette. Brug gerne en boremaskine til det. Når alt løst mørtel er kradset ud så skal du tage en blød kost og børste resterne væk.
2: Bland mørtel
Så skal der blandes mørtel. Det vi bruger skal blandes 1 til 8, dvs. 1 del cement og 8 dele mørtelmix. Det skal ikke være alt for vådt, blandingen kan ligesom ligge i kugler uden at flyde sammen.
Det er også muligt at købe et færdigt mix, du bare hælder vand i, hele instruktionen er på posen. Lad blandingen stå et øjeblik, så det lige kan sætte sig.
Se også filmen sådan blander du mørtel.
3: Fyld mørtel i fugerne
Inden du fylder fugerne op med mørtel, skal der påføres vand, hvor mørtlen skal være. Muren skal være våd, men må ikke sejle i vand. Det er vigtigt, at områderne er fugtige, så de ikke er for stærkt sugende, og hæfteevnen på mørtlen forringes. Brug en lille fugeske og fyld fugerne helt op. Mørtlen skal sætte sig, og den tid det tager afhænger af vejrforhold, luftfugtighed, hvor tørt mixet er og hvor varmt det er. Giv fugen et kvarters tid til at tørre og mærk med en finger, om det føles tørt.
Guiden fortsætter længere nede.
4: Afslut med at lave fugen glat og fin
Hvis fugen føles relativt fast efter et kvarter, kan det værste overskydende mørtel evt. fjernes. Men det vigtige er nu at presse fugen i toppen ”at glitte den af”. Der findes et fugejern med rund profil, men du kan bruge andet med en runding. Det kan være skaftet på murerskeen, hvis det er nyt eller evt. en ske fra køkkenskuffen. Du skal dog være opmærksom på, at det, du bruger, vil blive ridset. Men det vigtigste er, at der er en runding, du kan bruge til at trække fugen over og trykke overfladen på fugen, så den bliver fin og glat i overfladen, da det er det, der skal beskytte mørtelen mod fremtidig vejrpåvirkning.
5: Fjern grater fra fugerne
Den sidste fine finish er at tage grater væk. Tag en tør, stiv kost og kør diagonalt ned over fugerne. Fugen skal være rimelig tør, da du ellers vil få bredt rester af mørtel ud over muren i et hvidt slør på stenene, som kaldes fugeslør. Dette vil i så fald efterfølgende skulle fjernes med syre, hvilket du bør undgå i størst muligt omfang, da syre svækker mursten og fuger. Så pas på med at svine for meget og brug en stiv kost.
Så er det fixet.