Årets butikschef styrer den nye jem & fix i Horsens S

10. januar 2024

Alexander Henriksen har vundet titlen som årets butikschef 2023, og sammen med sit team arbejder han hver dag for at gøre turen i byggemarkedet så nem som muligt for kunderne, der er glade for deres nye lokale lavprisbyggemarked med drive-in.

jem & fix butik samt butikschef

Alexander har altid været glad for værktøj. Han husker tilbage på gode minder fra barndommen med talrige ture til byggemarkedet med sin far – ofte var det jem & fix, de besøgte. Så da Alexander blev færdig på handelsskolen, var det oplagt, at han startede som elev i jem & fix.

- Der var en ledig plads som elev i Tilst, og det måtte jeg bare prøve. Jeg blev hurtigt grebet af friheden og den anderledes arbejdsplads, husker Alexander, som i dag er 30 år og bor i Mårslet med sin kæreste og to børn.

Siden elevtiden har Alexander ikke set sig tilbage. Han har arbejdet sig op, og hans hårde arbejde gjorde ham til butikschef for første gang som 23-årig.

- Jeg har været i syv forskellige jem & fix-butikker, og i tre af dem har jeg været butikschef. Senest har jeg været med helt fra begyndelsen med åbningen af den nye drive-in-butik i Horsens S. Det var en udfordrende men spændende opgave, fortæller Alexander.

Årets butikschef

Alexander er en dygtig butikschef – det har han bevist flere gange, og i 2023 løb han med titlen som årets butikschef i jem & fix.

- Alexander er en engageret leder, der hjælper sine medarbejdere med at nå deres mål ved at have fokus på faglig og personlig udvikling. Alexander har en konstruktiv tilgang til udfordringer og nye tiltag, og han er altid klar til at hjælpe sine kollegaer, fortæller Malene Anneken Skarby, som er regionschef i jem & fix.

Titlen og de rosende ord, der følger med, betyder meget for Alexander.

- At blive årets butikschef er noget, jeg har gået og drømt om. Jeg er tidligere blevet nomineret, men at vinde titlen er en fed anerkendelse og et selvtillidsboost. Det beviser, at jeg har styr på mine ting, og det er et skulderklap, som gør mig sulten på mere, fortæller Alexander.

I spidsen for en endnu større butik

Alexander trives som butikschef i den nye jem & fix i Horsens S, hvor personalet består af både nye og kendte medarbejdere, som alle glæder sig til at møde de lokale kunder i nye rammer.

-  Vores nye butik har drive-in, som gør det nemmere for vores kunder at handle de tunge varer, der skal hentes med trailer. Jeg har haft så mange glade kunder, der siger, at de har ventet på muligheden for drive-in. Butikken ligger lidt uden for byen, så vi har masser af parkeringspladser og nem tilkørsel, forklarer Alexander, der ser frem til den kommende forårssæson, hvor de lokale kunder skal i gang med en masse spændende projekter i hus og have.