Medarbejderjubilæum: En rejse gennem 25 år
16. maj 2024Elin fandt sin karrierevej i jem & fix’ økonomiafdeling, og det stod hurtigt klart for hende, at hun var landet på den rette hylde. De sidste 17 år har hun været teamleder i bogholderiet, og trives godt med både personaleansvaret og de praktiske driftsopgaver.
I 25 år har Elin været på en lang rejse i og med jem & fix. Da hun startede, var der ikke noget, der kørte automatisk, og derfor var de også flere ansatte i bogholderiet, end de er i dag. Dengang var de ti personer til at klare de opgaver, som fem personer varetager i dag.
- Alt var manuelt papirarbejde. Dengang fik vi fakturaer med posten, og vi havde store arkiveringsvogne. I dag har vi næsten ikke noget papir på vores skriveborde, fordi det hele er automatiseret, fortæller Elin.
Automatisering er vejen frem
Elin har hele vejen igennem været fortaler for automatiseringen af arbejdsprocesser, fordi hun altid har haft øje for, om opgaverne kunne løses smartere.
- Jeg har altid tænkt på, hvordan vi arbejder smartere, for hvis vi ikke vi gør det, skal vi ansætte flere medarbejdere. Indtil nu har vi ikke haft brug for at ansætte flere, fordi vi optimerer processerne, fortæller Elin.
En arbejdsplads i udvikling
Når Elin kigger tilbage på de sidste 25 år, kan hun tydeligt få øje på den enorme udvikling. Da hun startede, var der i alt 17 jem & fix-butikker – i dag er der over 200 i Skandinavien, og hovedkontorets dengang 15 ansatte er vokset til over 100 medarbejdere.
- Når man har været med i så mange år, som jeg har, har man oplevet at være en del af en lille familie. Det var helt fantastisk, husker Elin, som også kan mærke, at både samarbejdet og sammenholdet har ændret sig:
- Dengang hjalp vi hinanden på kryds og tværs, men det kan vi ikke på samme måde i dag, fordi der er mange afdelinger, og alle er specialiserede inden for deres felt. Virksomheden er vokset, og det er jo positivt, men i dag er vi helt naturligt mere opdelt. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at vi husker at snakke sammen en gang imellem, enten i pauserne eller hvis man lige møder kollegaer fra andre afdelinger et sted i huset.
Rejsen har været det vigtigste
For Elin har de sidste 25 år i jem & fix været en rejse, og de mange muligheder, hun har fået, er også grunden til, at hun altid har været glad for sit arbejde. For selvom Elin har haft samme arbejdsplads i 25 år, har hun ikke haft det samme job, og det skyldes i høj grad muligheden for at udvikle sig selv og afdelingen omkring hende. Hendes behov for hele tiden at optimere arbejdsprocesserne har været en drivkraft, der har gjort arbejdet spændende.
- Jeg har været med på en fantastisk rejse gennem de sidste 25 år. Jeg har fået lov til at lave det, jeg gerne vil, og det som jeg brænder for, og jeg har været en del af mange spændende projekter, fortæller Elin, der også fremhæver tillid som et kendetegn for hendes tid i jem & fix:
- jem & fix er en fantastisk arbejdsplads, og jeg har haft mulighed for at udvikle mig og tage ansvar. Jeg kan godt lide, at der hele tiden sker noget. Jeg kan ikke bare læne mig tilbage, for jeg tænker hele tiden på, hvordan vi kan gøre tingene smartere.
En vigtig brik i jem & fix’ udvikling
Når man som Elin har været en værdsat medarbejder og god kollega i 25 år, fortjener man også rosende ord med på vejen. Økonomidirektør Ole Nielsen siger om Elin:
- Elin har i 25 år været en vigtig brik i jem & fix´ udvikling, især med fokus på de administrative processer, og hun har altid stået for, at opgaverne skal løses rigtigt og til tiden. Elin er et godt eksempel på vores DNA. ”Vi gør det rigtig godt, men mon ikke vi kan gøre det lidt bedre.” Elin skal have stor tak for indsatsen, og jeg glæder mig over, at hun fortsætter hos os i forhåbentlig mange år fremover.