Flytbar garderobeopbevaring

14. august 2024
Ansøger: Næstved Klatreklub
Vi kan lide at klatre, men det er ikke sjovt at skulle kravle og balancere hen over tasker, jakker og sko. En flytbar garderobeopbevaring vil gøre det mere sikkert at færdes i vores klatrehal, give bedre mulighed for opvarmning og også gøre det nemmere for den enkelte at huske alle sine ting. Da udgifterne til vedligeholdelse af vores klatrefaciliteter er ret betydelige er det vigtigt for os, at få støtte til både små og store projekter, hvor det er muligt.
Næstved Klatreklub er kendetegnet ved at være rummelig og inkluderende og lægge stor vægt på fællesskabet og frivilligheden. Præstationen på væggen er godt nok individuel, men det trækker altid mennesker til, når nogen øver sig på noget (for dem) svært, og der høres jævnligt opmuntrende råb, og hvis målet nås, fælles jubel. Klatreklubben tilbyder 2 former for klatring. Bouldering på lave vægge med madras under og klatring med reb og sele på højvæggene. Sidstnævnte kræver en makker på gulvet, som sikrer en, mens man klatrer. Vi har ca. 140 medlemmer og vi nyder, når der er mange i klatrehallen, da det giver fællesskab. Desværre er det også begyndt at give frustrationer, da vi ikke har faciliteter til at opbevare vores overtøj, tasker og sko, mens vi klatrer. Det gør, at jakker bliver hængt på greb og træningsudstyr og at tasker og sko bliver lagt på gulv og nedfaldsmadrasser. For de klatrere der har eget grej, har taskerne en vis størrelse og de passer derfor ikke ind i gængse garderobesystemer og da vi har til huse på Næstved Gymnasium, skal vi kunne rydde hallen hver aften efter endt klatring, så gymnasiet kan bruge hallen til almindelig undervisning i dagtimerne. Vi ønsker os materialer til at kunne bygge 2 garderobeskabe på hjul, som vil gøre, at vi bedre kan udnytte gulvpladsen til opvarmning, at man ikke risikerer at snuble over tasker og sko, når man er koncentreret om at sikre sin klatremakker på væggen, at man ikke risikerer at hoppe eller falde ned i bagage som står på nedfaldsmadrasserne og forhåbentligt også at det bliver nemmere at huske alt sit grej, så vores glemmekasse bliver mindre. Målene skal være ca. d: 60 cm; b: 120 cm; h: 190 cm inkl. hjul. På bagsiden opsættes minimalistiske knagerækker, så reolerne fylder mindst muligt i vores opbevaringsrum. Reolerne vil tilsammen kunne rumme udstyr fra 30 klatrere. Hvis vi er så heldige, at I vil støtte os, skal reolen bygges i fællesskab af et lille team af byggeglade m/k’er fra klubben.

Ønskede materialer

9358216 Tagkrydsfiner 10
9000943 NKT Fasteners spunt climate skrue 200 stk 1
9043152 Vinkelbeslag 50x50x35 16
9053228 NKT Fasteners Stålsætskruer m/møtrik M8x20 mm 6 stk 6
9022908 Møbelhjul drejbart med plade og bremse grå 75 mm 12
9059662 Knagerække flex sort eg 4 knager 6
9019440 Luxi Træ- og metalmaling, vandbaseret hvid 2,5 liter 3
9047622 Luxi Malerullesæt 10 cm 12 dele 1