Materialer til Krigslive - et årligt rollespilsscenarie, der samler både unge og voksne

26. februar 2024
Ansøger: Krigslive / Rollespilsfabrikken
Der ansøges om materialer til rollespilsscenariet Krigslive (KL). KL er et liverollespil, der samler unge og voksne ud fra en fælles interesse for at skabe en oplevelse af at være soldat i felten. Mere konkret ansøges om læhegn, lægter og bolte, der skal anvendes som rekvisitter samt som arealfordelere mhp. at give spillerne den bedste oplevelse. Da Krigslive er en tilbagevendende begivenhed, vil der med anvendelse af bolte og lægter være fokus på læghegnenes genanvendelighed.

KL er et liverollespil for uge og voksne, som søger en oplevelse som soldat med kamp, fællesskab og middelalderlige lejre (https://www.facebook.com/KrigsliveDK/). Der er fokus på krig, helte, mystik og alt, hvad der hører til en verden fuld af fantasi. KL er et fællesskab, hvor både unge og voksne fra hele landet såvel som fra andre lande får mulighed for at samles om en fælles passion. I denne ånd arrangeres KL af frivillige kræfter i samarbejde med landsforeningen for rollespil, Bifrost (https://landsforeningenbifrost.dk/). KL er en årligt tilbagevendende begivenhed, der i 2024 afholdes over Kr. Himmelfart i Ulvborgs historiske værksted – et naturskønt område omkring Asnæs, der er dedikeret til forhistoriske oplevelser, der tager de besøgende tilbage til middelalderen (https://ulvsborg.dk/). Interessen for KL er steget de seneste par år. Til scenariet i år forventes over 600 deltagere. Det er ca. 100 mennesker mere end scenariet i 2023 og 200 mere end i 2022. Dette stiller nye krav til arrangørerne om at få indrettet området med de rette fornødenheder. Derfor ansøges der om læhegn, lægter og bolte. Ca. 40 læhegn vil blive anvendt som rekvisitter i slagmarken, bl.a. til at skærme for elskabe, toiletter og andre faste genstande af moderne udseende, så deltagerne kan holdes i den fælles oplevelse af en anden tid. Ca. 60 læhegn vil blive anvendt som arealfordelere, bl.a. til ankomst- og parkeringsområdet. Det stigende antal deltagere stiller nye krav til logistikken, og læhegnene vil være uvurderligt udstyr til at skabe omfartsveje og parkeringspladser, der sikrer nem kørsel til og fra området og samtidig holder det i en middelalderlig stil. Med det stigende antal deltagere i rollespilsscenariet har arrangørerne også stadigt større fokus på bæredygtighed. Derfor ansøges om lægter og bolte til at samle læhegnene, så disse kan pakkes sammen efter årets begivenhed, opmagasineres og dernæst anvendes igen til næste år og på længere sigt.

Ønskede materialer

9057305 Imprægneret reglar 45 × 70 × 3600 mm 50
9036280 NKT Fasteners bræddebolt M10 x 200 mm 2 stk. 50
9016937 Rustik pileflethegn 120 × 180 cm 100