Renovering af legehus, borde, bænke og stakit
15. august 2021Bækmarksbro Borgerforening står for adskillige arrangementer og events hvert år, ofte i samarbejde med andre lokale foreninger. Vi ejer en grøn oase ved Flynder Å, Frederiksberg Have, med shelter, bålhus, madpakkehus, masser af plads og en velbesøgt legeplads, hvor dagplejere, børnefamilier, bedsteforældre og turister er flittige brugere. Tidens tand har sat sine spor. Nu skal legepladsen reetableres.
Flere arrangementer afholdes i Frederiksberg Have med over 100 deltagende børn og voksne. Her har legepladsen været attraktiv for familierne. De lokale dagplejere, børnefødselsdage, turister og lokale borgere finder utallige timer til leg, sjov og fællesskaber her. Coronanedlukningen har betydet ekstra mange brugere i vores grønne oase. Både skole, børnehave, spejdere og aktive klubber har benyttet legeområdet, og det ønsker vi at fastholde, men det kræver fornyelse og renovering. Legehuset og stakit er bygget op af lokale frivillige for 10 år siden. Konstruktionerne er solide og oplagt at renovere til glæde for små og store aktive brugere de næste 10 år. 2 frivillige handymen har stået for materialevalg, og flere venter i kulissen for at hjælpe med udførelsen. Vi møder altid glæde og arbejdsiver hos vores flok af frivillige, når vi søsætter projekter.