Røde Kors og deres mange frivillige ildsjæle får vores støtte
I jem & fix tager vi hatten af for frivillige ildsjæle, der kvit og frit investerer masser af tid og energi i at hjælpe andre. Sådanne ildsjæle er der bl.a. ca. 25.000 af i den danske Røde Kors organisation, og derfor bakker vi hvert år op om Røde Kors og deres kæmpe indsats for at afhjælpe social nød genem vores erhvervsstøttemedlemskab.
Men vi støtter også Røde Kors på anden vis gennem donering af såkaldte fasevarer og andre særlige kampagnedonationer.
Røde Kors fik en halv million
I forbindelse med istandsættelsen og salget af vores ”fix det selv-hus” i 2016 donerede jem & fix 500.000 kr. til Røde Kors. Fix det selv-huset var en marketingkampagne, hvor vi gerne ville vise, at man kan sætte næsten et helt hus i stand med materialer fra jem & fix. Derfor købte vi slet og ret et ældre hus i oprindelig stand, som vi med ganske få undtagelser som fx køkkenskabe og hvidevarer satte i stand med værktøj og materialer fra jem & fix. Vi optog processen undervejs og producerede 50 fix det selv-film med TV-handymanden Kuno Bonne i front til gavn for vores gør det selv-kunder, inden vi solgte huset igen.
Adm. direktør i jem & fix Claus Petersen fortæller:
- Vi har igennem længere tid støttet Røde Kors på forskellig vis. Dels gennem donation af det vi kalder ”fasevarer”. Altså varer der udgår af vores sortiment og ikke længere skal sælges i vores butikker, men stadigvæk har god brugsværdi og kan bruges eller sælges videre af organisationen.
Vores ejer Erling Daell er desuden ambassadør for Røde Kors, og han uddyber baggrunden for samarbejdet således:
- Jeg nærer stor respekt for de mange frivillige, der bruger masser af tid og energi på at hjælpe andre gennem Røde Kors. Derfor giver det også god mening at donere såvel fasevarer som kolde kontanter, som de på fineste vis omsætter til hjertevarm støtte til dem, der er mest i nød.
Generalsekretær i Røde Kors Anders Ladekarl er glad for samarbejdet med jem & fix og siger:
- Vi har allerede et godt og langvarigt samarbejde med jem & fix, og med donationen på kr. 500.000,- kan vi nu hjælpe endnu flere mennesker igennem ensomhed, krig og naturkatastrofer, som ligger både vores frivillige og hele organisationen meget på sinde.